Smykkepleje

Vi vil gerne have at dine Beadhouse smykker holder så længe som muligt. Hvor længe de holder, vil variere, i forhold til hvilken kvalitet du har købt vores smykker i og hvordan du bruger dem.

Vi har mange kvaliteter smykker og det vil altid afspejle sig i prisen, hvilken kvalitet du køber hos os. Selvom vi generelt har gode priser både på vores smykker i sterlingsølv og forgyldt sterlingsølv, kan du hos os få et smykke til under 50 kr af forsølvet eller forgyldt messing.

Herunder får du lidt tips til hvordan du kan holde dine smykker pæne længst muligt.

 

Opbevaring af smykker

Den bedste måde at opbevare dine smykker på er i en lukket æske eller i et skrin. På den måde begrænser du både luftfugtigheden og hvor støvede de bliver. Man kan lægge de små silicaposer, som man ofte får når man køber tasker og sko, ned i æsken og de vil hjælpe med at holde luften tør omkring smykkerne.

Jo mere adskilt smykkerne ligger, jo bedre, da de på den måde ikke ligger og gnider op ad hinanden.

 

Pleje af sterlingsølv

Sterlingsølv kan godt oxidere og blive kedeligt at se på, især hvis det bare ligger og ikke bliver brugt. Når man går med smykker af sterlingsølv vil selve brugen af dem og berøringen med hud og tekstiler, sørge for at holde dem pæne.

Hvis du har været nede på bunden af dit smykkeskrin og har fundet nogle gamle sølvsmykker, du egentlig gerne vil bruge, men synes de bare ser for plettede og mørke og sølle ud, så kan de oftest godt reddes alligevel. Der er nogle forskellige nemme metoder, du kan bruge for at redde dine smykker af sterlingsølv:

Metode 1

Køb en sølvpudseklud, som er en blød klud imprægneret med sølvpudsemiddel. Den er rigtig god og kan virkelig gøre en forskel for dit gamle plettede sølv. En sølvpudseklud holder virkelig længe og selv når den begynder at se gråsort ud er den stadig effektiv.

Den bruges ved at gnubbe sølvet med kluden, så den er nem at bruge. Undgå at gnubbe på sten i smykkerne, da de kan blive matte af for meget sølvpudsemiddel.

Metode 2

Hvis du har et smykke med mange detaljer, hvor det er svært at nå ind med sølvpudsekluden kan man bruge et gammelt husmoderråd med disse ingredienser:

  • En lille skål foret med sølvpapir
  • Bagepulver
  • Kogende vand

Læg dine smykker i skålen, der er foret med sølvpapir og hæld en skefuld bagepulver på og top op med kogende vand. Fyld en skefuld bagepulver på og lad det stå et kvarters tid. Tag smykkerne op, skyl dem i koldt vand og tør dem for vand med en blød klud.

                    

Nu skulle dine sølvsmykker gerne være en hel del renere end før.

Disse to metoder kan få glansen tilbage i dine sølvsmykker igen!

Vær opmærksom på at nogle få personers kropskemi kan påvirke sølvet, så det bliver sort/oxideret med det samme. Det er ikke noget man ved meget om eller kan afhjælpe. Så til jer derude, hvis smykker af sterlingsølv bliver hurtigt oxiderede; du må vænne dig til det og eventuelt have en sølvpudseklud i baglommen/dametasken eller bruge andre smykker, af stål, messing eller guld.

Hvis dine sølvsmykker er ridsede, kan de to beskrevne metoder ikke afhjælpe problemet, da det er metoder til at overfladerense smykkerne. Synlige ridser ligger oftest dybere end i overfladen og det er derfor nødvendigt at få poleret smykket op igen hos din lokale guldsmed……eller leve med ridserne og tage dem som tegn på kærlig brug af smykket.

      

 Pleje af forgyldt sterlingsølv

Smykker af forgyldt sterlingsølv er flotte med deres gyldne glød. Desværre har denne glød en begrænset levetid, da guldet er en belægning, der uanset hvor tyk den er, vil blive slidt af med tiden. Man kan vælge at få smykkerne forgyldt igen eller bruge dem så meget, at alt sterlingsølvet under guldoverfladen kommer frem.

For at forlænge levetiden på dine smykker af forgyldt sterlingsølv, er det bedst at tage fingerringe af når du vasker hænder og tage alle smykker af forgyldt sterlingsølv af når du dyrker sport, når du bader og når du sover. Forgyldningen bliver slidt af ved berøring med hud, tøj og andre smykker. Derfor vil du opleve at forgyldte øreringe holder længere end forgyldte fingerringe.

I Beadhouse gør vi noget ud af vores smykker af forgyldt sterlingsølv. Holdbarheden af guldbelægningen er højt prioriteret. Derfor får vi alle hoops og fingerringe hjem i sterlingsølv, hvorefter de sendes til en lokal forgylder. På den måde har vi styr på at kvaliteten på guldbelægningen på alle vores hoops og fingerringe af forgyldt sterlingsølv er i top. Fordi livet er for kort til dårlige forgyldninger!

OBS! Brug aldrig pudsemidler på forgyldt sterlingsølv, da det vil være med til at slide guldbelægningen af.

 

Pleje af forgyldt og forsølvet messing

Når man køber smykker af forgyldt eller forsølvet messing skal man være klar over at det er smykker, hvis overflade og glans har en begrænset levetid. De kan holde 1-2 sæsoner, nogle gange lidt mere, men de har oftest en forholdsvis tynd belægning af sølv eller guld.

Tag altid dine smykker af forgyldt eller forsølvet messing af når du bader da messingen reagerer kemisk med vandet og kan blive rødbrun.

Hvis dine smykker af forgyldt eller forsølvet messing er blevet meget beskidte af støv og sved, kan du lægge dem i lunkent vand og skrubbe dem forsigtigt med en blød tandbørste. Skyl dem i rent vand og tør dem med en blød klud.

 

Pleje af ferskvandsperler

Ferskvandsperler er af organisk materiale og tåler derfor ikke parfume, hårspray og anden kemi. Berøring med disse gør perlerne matte i overfladen. Tag derfor dine ferskvandsperleøreringe på efter du har sat frisuren og brug parfumen et sted på halsen, der ikke kommer i berøring med ferskvandsperlerne.

Hvis dine ferskvandsperler er blevet udsat for lidt støv og sved, kan de lægges i en skål lunkent vand, børstes forsigtigt med en blød, ny tandbørste og efterfølgende tørres af med en blød klud.

Hvis ferskvandsperlerne er bundet på snor med knuder imellem, som er blevet lidt grå og nusset er det nødvendigt at få smykket omtrukket med en ny, fin snor.

 

Pleje af smykkesten

Smykkesten er mineralsk materiale. Stenenes farver fremkommer på grund af særlige geologiske og kemiske forhold. Alle sten har små synlige eller ikke synlige sprækker og kan stadig påvirkes af kemi udefra.

Derfor renses smykker med smykkesten bedst i varmt vand, evt. tilsat lidt opvaskesæbe. Skrub eventuelt forsigtigt stenene med en blød tandbørste. Sørg for at komme ind på bagsiden af stenen, hvis den sidder i en fingerring. Der kan der sætte sig sæbe, skidt og snavs, som forhindrer stenen i at stråle hvis den er transparent skyl dem og tør dem af med en blød klud.

Vær opmærksom på at opaler skal renses med destilleret vand og at rav og koral ikke er smykkesten og skal behandles på en anden måde.


You may also like

Se alle
Example blog post
Example blog post
Example blog post